Politi og seks brandbiler rykker ud til melding om brand i bygning
Melding om brand i en industribygning viste sig at knap så alvorlig.
Både Østjyllands Politi og Østjyllands Brandvæsen rykkede torsdag aften 20. august ud til en melding om brand i en industribygning på Rokhøj i Lystrup.
Anmeldelsen lød på røg fra bygningens tag, men det viste sig dog at være en knap så dramatisk situation.
»Da vi kommer frem, kan vi konstatere, at det virker ret roligt, og at røgen er helt hvid, og da vi kommer ind i bygningen, kan vi se, at der er tale om en dampkedel, som de ikke har fået slukket ned til natten,« siger operationschef hos Østjyllands Brandvæsen, Anders Brix Christensen.
Det var derfor unødvendigt, at brandvæsenet var rykket ud med en indsatsleder og seks brandbiler, men det er helt efter bogen, lyder det.
»Det er fuldstændig normalt, når anmeldelsen kommer som brand i industribygning. Så tager vi derud, så vi er klar til opgaven,« siger Anders Brix Christensen.
Brandvæsenet skabte kontakt til virksomheden for at finde ud af, om det var produktionskritisk, at dampkedlen var i gang, og herefter tog virksomheden sig af situationen.
Anmeldelsen om brand i industribygning kom klokken 20.51, og Østjyllands Brandvæsen var i alt på stedet i 22 minutter.