Disciplinærdom på plads, men politiet er endnu ikke i mål
DBU Jylland har tildelt seks måneders karantæne til den spiller, som var involveret i en episode mod dommeren i en Serie 4-kamp 19. august. Dommeren har anmeldt det passerede til politiet, men politiet mangler stadig at færdigbehandle sagen.
Østjyllands Politi har modtaget en anmeldelse om vold mod en fodbolddommer i forbindelse med en Serie 4-kamp på Ørsted Stadion onsdag 19. august 2026.
Jakob Christiansen, kommunikationsrådgiver hos Østjyllands Politi, oplyser i en mail til Din Avis, at »Vi har modtaget anmeldelsen, men vi har på nuværende tidspunkt ikke rejst sigtelse i sagen. Den er fortsat under efterforskning.«
DBU Jyllands disciplinærudvalg har afsluttet den sportslige del af sagen og idømt spilleren fra Nørager BK seks måneders karantæne fra al fodbold under DBU Jylland. Karantænen gælder frem til 19. februar 2027.
Ifølge dommerens indberetning løb spilleren aggressivt hen mod dommeren og råbte: »Hvad fanden har du gang i?«, hvorefter han slog dommeren i brystet med begge hænder. Dommeren valgte herefter at afbryde kampen efter 20 minutters spil.
14 dage til at appellere
Udvalget har samtidig taberdømt Nørager BK 0-3 og tildelt klubben en bøde på 2.000 kroner for at være skyld i kampens afbrydelse med henvisning til turneringsreglementets § 28.2 og § 45.1. Afgørelsen kan appelleres inden for 14 dage mod et gebyr på 1.000 kroner.
Nørager BK’s formand, Klaus Fuglsang Johnsen, fortæller, at klubben straks tog afstand fra hændelsen. »Nørager har fra start lagt os fladt ned og sagt, at sådan en handling kan vi på ingen måde acceptere.«
Klaus Fuglsang Johnsen har også tidligere fremhævet, at den pågældende fortsat er velkommen i klubben og kan spille kampe igen, når hans sportslige straf er udstået.
»En samlet bestyrelse skal tage stilling til, om vi skal appellere afgørelsen fra disciplinærudvalget,« siger Klaus Fuglsang Johnsen.
læser
lige nu