38-årig mand har fået sin syvende dom for den samme forseelse – og sin hidtil strengeste straf
38-årig mand skal i fængsel i 60 dage efter atter engang at have kørt bil uden kørekort.
Den 10. marts i år standsede politiet en bilist i en ældre minibil, der kom kørende på Hovedgaden ved Møllebakkevej lidt uden for Ulstrup. Føreren af bilen var en 37-årig mand, som man godt kan tillade sig at kalde en ”gammel kending” af politiet.
Han har nærmest ikke ejet et kørekort, siden han som ganske ung blev frakendt køreretten og efterfølgende allerede i 2009 blev taget i kørsel i frakendelsestiden. Siden da er han med jævne mellemrum blevet standset af politiet og dømt og straffet for kørsel i frakendelsestiden.
Seneste dom var i februar 2025, hvor han for sjette gang blev dømt og frakendt kørselsretten i 10 år.
Det har altså ikke afholdt ham fra at blive ved med at køre bil, og nu har han været i retten i forbindelse med, at han for knap et halvt år siden blev taget bag rattet ved Ulstrup. Ud over en bødestraf koster det ham denne gang 60 dages fængsel – den hidtil længste fængselsstraf, han har fået. Det fremgår af referatet af sagen, der for nylig blev ført i Retten i Randers.
Første gang i 2009 slap han med bøde, og anden gang lige så plus en betinget dom på 10 dages fængsel. Tredje gang slap han ikke med fængsel, men blev sendt bag tremmer i 20 dage. Herefter stiger straffen med 10 dages fængsel for hver gang, man bliver dømt for kørsel i frakendelsestiden, og 7. gang er man nået op på 60 dages fængsel.
Skulle den nu 38-årige mand igen forbryde sig og blive taget for kørsel i frakendelsestiden, vil han som udgangspunkt igen blive straffet med 60 dages fængsel.
Det fremgår ikke af referatet, hvor manden bor, men han oplyste i retten, at han bor omkring 15 kilometer fra det sted ved Ulstrup, hvor han blev standset af politiet.
Man kan også få beslaglagt og efterfølgende konfiskeret sin bil ved kørsel i frakendelsestiden i gentagne tilfælde. Det kræver dog, at man bliver taget og dømt tre gange inden for tre år.
Konfiskering kan også ske, hvis man kører vanvidskørsel i frakendelsestiden. Vanvidskørsel omfatter blandt andet ekstrem overskridelse af den tilladte hastighed og spritkørsel med en promille over 2,0.