Mistænkte nåede næsten grænsen efter kiosk-røveri: Har du set noget?
Onsdag aften rykkede Sydøstjyllands Politi ud til en anmeldelse fra Jens Chr. Juliussens Vej i Horsens. Senere på aftenen blev to mænd på 29 og 36 år anholdt og sigtet for røveri.
Opdatering: De to mænd på 29 og 36 år bliver klokken 13.30 fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Horsens. Anklagemyndigheden forventer at anmode om dørlukning.
Sydøstjyllands Politi modtog omkring klokken 18.40 en anmeldelse om et forhold i kiosken, hvor en person var blevet overfaldet.
Da betjentene kom frem, var de formodede gerningsmænd væk fra stedet. Senere på aftenen lykkedes det i samarbejde med Syd- og Sønderjyllands Politi at standse et køretøj ved Rødekro.
I bilen befandt der sig to mænd på 29 og 36 år. De blev omkring klokken 20.00 anholdt og sigtet for røveri. Begge mænd har bopæl i Horsens Kommune, skriver Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Politiet var efter anmeldelsen talstærkt til stede på og omkring Jens Chr. Juliussens Vej.
»Det var vi for at søge efter beviser, der kan have betydning for sagen. Vi efterforsker fortsat sagen, og i den forbindelse hører vi meget gerne fra eventuelle vidner, der måtte have set noget, der kan have betydning for sagen. Specifikt beder vi om, at folk ringer til os på telefonnummer 114, hvis de har set noget nær kiosken på Jens Chr. Juliussens Vej onsdag eftermiddag eller aften,« siger vicepolitiinspektør Brian Skovrup Christensen fra Sydøstjyllands Politi og fortsætter:
»Der er ingen grund til, at borgerne i området skal være utrygge,« siger vicepolitiinspektøren videre.
De to anholdte forventes senere torsdag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Horsens, skriver Sydøstjyllands Politi.
læser
Liget kan have ligget i vandet i en uge: Nu er dræbt mand identificeret
lige nu