Politiet melder ud: Elev angrebet på Aarhus-skole
Ifølge politiet gik to personer målrettet efter én elev.
En elev i udskolingen på Vestergårdsskolen i Viby J er torsdag formiddag blev overfaldet med spark, slag og peberspray.
Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Politiet modtog kl. 11.35 en anmeldelse om at to drenge var gået ind på skolen, hvor de havde opsøgt en elev fra udskolingen og overfaldet ham. Herefter stak de af fra stedet.
Eleven kom dog heldigvis ikke alvorligt til skade.
»Vi var hurtigt efter anmeldelsen på stedet og er i fuld gang med at efterforske sagen samt tale med Aarhus Kommune og skolens ledelse om, hvordan vi kan hjælpe med skabe tryghed for både elever, forældre og ansatte,« skriver Østjyllands Politi.
Ifølge politiet gik gerningsmændene målrettet efter én bestemt elev, som den ene formentligt har en uoverensstemmelse med.
»Vi er i god dialog med skolen nu, og vi har ingen grund til at tro, at man skal være bekymret ved at sende sine børn afsted i morgen,« oplyser Østjyllands Politi.