Politiet mistænker 5-årig dreng er blevet bortført
Drengen og en 40-årig mand befinder sig ifølge sigtelsen nu på et ukendt sted
Politiet mistænker, at en 40-årig mand har bortført en femårig dreng fra Aarhus og ført ham ud af Danmark uden morens samtykke.
Det skriver Århus Stiftstidende.
Manden blev fredag klokken 13 fremstillet i grundlovsforhør in absentia, hvilket betyder, at sagen blev behandlet, uden at han selv var til stede, fordi han ifølge avisen opholder sig i udlandet.
Ifølge sigtelsen kørte manden og drengen onsdag 12. august over den dansk-tyske grænse i en sort Hyundai og befinder sig nu på et ukendt sted uden for Danmark.
Anklager Matilde Edith Madsen bad retten lukke dørene under grundlovsforhøret, fordi oplysninger fra sagen ifølge anklagemyndigheden kan skade politiets efterforskning, skriver Århus Stiftstidende.
Det fremgik ikke af den åbne del af retsmødet, hvilken relation den 40-årige mand har til drengen.