Alvorlig ulykke med to biler – en person er fløjet væk i helikopter
To biler er fredag kørt sammen i Kjellerup - en person i kritisk tilstand.
To biler stødte fredag sammen i krydset mellem Astrupvej og Industrivej i Kjellerup.
Det oplyser Gorm Lauridsen, vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, til TV Midtvest.
En person, en 52-årig mand fra Silkeborg, var fastklemt og måtte klippes fri, inden han blev fløjet med helikopter til Aarhus Universitetshospital i Skejby i kritisk tilstand, skriver regionalmediet.
I den anden bil sad en 69-årig mand – også fra Silkeborg-området – og han blev kørt med ambulance til Viborg. Han kunne dog godt selv komme ud af sin bil, der var væltet om på taget.
Krydset har efterfølgende været spærret, og en bilinspektør er ligeledes blevet tilkaldt.
Billeder fra stedet viser, hvordan to biler var havnet på en græsmark tæt på krydset, og at det ene køretøj altså var væltet om på taget.