Fortsæt til indhold

13-årig standset på løbehjul med 70 kilometer i timen: Politiet giver forældrene en opsang

Mange unge kører for stærkt og uden hjelm.

Krimi
jro

En 13-årig dreng blev for nylig standset på et el-løbehjul, der kunne køre 70 kilometer i timen. I en anden sag måtte politiet eftersætte en 12-årig, som forsøgte at køre fra betjentene på sit ulovlige løbehjul.

Det er blot nogle af de sager, som får Østjyllands Politi til at rette en bestemt opfordring til forældre med børn og teenagere, der kører på elektriske løbehjul.

Politiet oplever flere børn, som kører rundt på løbehjul, der kan køre langt hurtigere end tilladt. Samtidig er der mange, som kører uden hjelm.

Det bekymrer politiet, fordi den høje fart uden beskyttelse kan være farlig både for de unge selv og for andre trafikanter.

Det skriver politikredsen i et opslag på Facebook.

Man skal være fyldt 15 år for at køre alene på et elektrisk løbehjul. Alligevel oplever politiet, at yngre børn færdes på dem.

På nuværende tidspunkt har Østjyllands Politi et godt stykke over 100 beslaglagte el-løbehjul stående på politistationerne i Randers og Aarhus. Alene i år har politiet desuden foretaget flere hundrede sigtelser i sager om løbehjul.

Et ulovligt el-løbehjul kan også få økonomiske konsekvenser. Hvis føreren bliver skyld i et færdselsuheld, kan vedkommende blive gjort personligt erstatningsansvarlig. Forsikringen dækker ifølge politiet oftest ikke i de tilfælde, og det kan ende med regninger på mange tusinde kroner.

Østjyllands Politi understreger derfor, at forældrene har ansvaret for at sikre, at deres børn kører lovligt og sikkert.

Politiets opfordring er, at børnenes el-løbehjul højst kan køre 20 kilometer i timen, at børnene bruger hjelm, og at børn under 15 år ikke kører alene.

Se video: