Fortsæt til indhold

Mand uden kørekort fanget i narkokørsel - havde to nummerplader på bilen

Der var flere ting galt, da betjente stoppede bilist i Grenaa.

Krimi

En 35-årig mand er sigtet for narkokørsel og kørsel uden førerret efter, at han natten til mandag omkring klokken 02.30 blev stoppet af betjente fra Østjyllands Politi.

Det oplyser politikredsen i en døgnrapport.

Politiet stoppede manden, da han kom kørende på Kanalvej i Grenaa med to forskellige nummerplader på sin personbil.

Da betjentene fik kontakt til manden, blev han skønnet påvirket, og han blev derfor også sigtet for at have kørt bil i narkopåvirket tilstand.

Et opslag i politiets systemer viste desuden, at den 35-årige ikke havde førerret, og han blev derfor også sigtet for at have kørt bil uden den nødvendige tilladelse.

Den 35-årige mand blev anholdt og taget med til blodprøveudtagning på hospitalet, inden han senere på natten blev løsladt.