Daskede til kollega med sin penis: Nu har betjent fået sin dom
Politiassistent er blevet idømt dagbøder efter en noget bizar episode ved en sommmerfest hos Østjyllands Politi.
En politiassistent fra Østjyllands Politi er ved Retten i Aarhus idømt en bøde for at have blufærdighedskrænket en kollega ved at have slået eller gnedet sin penis mod kollegaens overarm ved en sommerfest på Bro Caféen på Frederiks Allé i 2022.
Politiassistenten er idømt otte dagbøder af 625 kroner, oplyser Retten i Aarhus.
Han forklarede i retten, at det var ment som en ”happening”, da han tog sin penis frem under en sommerfest,
Det skete for at fange en kollegas opmærksomhed, lød det i retten fra politiassistenten, der beskrev sig selv som værende beruset ved festen, der fandt sted uden for tjenestetid.
Han afviste at have rørt kollegaen med sin penis.
Retten vurderer dog, at der var tale om en berøring med penis på den forurettedes overarm, men at der var tale om en kortvarig berøring.
Politiassistenten var også tiltalt for at have udtalt: »Det har jeg altid haft lyst til at gøre ved en perker.«
Dette har retten dog ikke fundet bevist.
Kollegaen, der blev rørt af politiassistentens penis, arbejder ikke længere ved Østjyllands Politi. Han har til Aarhus Stiftstidende udtalt følgende om episoden:
»Jeg følte mig udstillet foran mine kollegaer. Det var ekstremt grænseoverskridende, og jeg følte mig dybt krænket på min person og mit selvværd.«
Anklagemyndigheden krævede politiassistenten idømt 14 dages betinget fængsel.
Mandens forsvarsadvokat, Mette Grith Stage, kalder dommen det ”næstbedste resultat”.
»Når nu ikke min klient blev helt frifundet, sådan som vi havde påstået, så er det her det næstbedste resultat.«
»Han er blevet frifundet for den ytring, der er nævnt i anklageskriftet, og det betyder meget for ham,« siger hun.
Mette Grith Stage oplyser, at hun på vegne af sin klient har udbedt sig betænkningstid, i forhold til om dommen ønskes anket.
læser
13-årig standset på løbehjul med 70 kilometer i timen: Nu giver politiet forældrene en opsang
lige nu