Tyv på universitetet: Stjal hovednøgler til kontorer på tre etager
Udbyttet fra universitets-indbrud blev 15-20 bærbare computere.
Ukendte gerningsmænd brød torsdag 20. august ind på Institut for Kultur og Samfund i Nobelparken, fandt hovednøglerne til kontorer på tre etager i to bygninger og stjal ifølge instituttet 15-20 bærbare computere, skriver Omnibus, den uafhængige universitetsavis.
Ifølge Omnibus skete indbruddet i bygning 1461 og 1463, hvor der først blev brudt ind i to kontorer og derefter i skabe med hovednøgler, så gerningsmændene kunne låse sig ind på de øvrige kontorer.
»Der var brudt ind i to kontorer, hvor der så igen var brudt ind i de skabe, hvor der er hovednøgler til resten af kontorerne. Tyvene har været snedige,« siger Jesper Sølund Hansen, sekretariatsleder, til Omnibus.
Informationssikkerhedschef på Aarhus Universitet Thomas Kaaber siger til mediet, at indbrud er et stigende problem, og at universitetet i år allerede har hørt om fem indbrud mod ét sidste år.
Institut for Kultur og Samfund har politianmeldt sagen og er i gang med at gennemgå sine procedurer, mens universitetet samtidig opfordrer medarbejdere til blandt andet at lukke vinduer og låse computere inde, når de forlader kontoret.
læser
lige nu