43-årig erkender for mange øl og blæser alkometeret skyhøjt – det blev et farvel til bilen
En 43-årig mand skal nu vente på resultatet af en blodprøve.
En opmærksom bilist kontaktede onsdag klokken 19.40 Østjyllands Politi, efter at hun omkring Stjernepladsen i Aarhus Nord havde set en bil slingre kraftigt. Hun mistænkte, at føreren var påvirket.
Det opkald skulle vise sig at være helt på sin plads, fremgår det af døgnrapporten fra Østjyllands Politi.
Kort efter lykkedes det en patrulje at standse bilen. Bag rattet sad en 43-årig mand, som ifølge politiet virkede særdeles beruset og ude af stand til at køre forsvarligt.
Manden erkendte, at han havde drukket alt for mange øl, og en alkometertest indikerede en promille et godt stykke over 2,0.
Da en så høj promille betegnes som vanvidskørsel, beslaglagde politiet den 43-åriges bil med henblik på konfiskation.
Han blev anholdt og sigtet for spritkørsel og fik taget en blodprøve, som skal fastslå den præcise promille.
læser
lige nu