Politiet: Teenager anholdt i sag om falske penge
To mænd er nu anholdt i sagen.
En 18-årig mand fra Horsens fremstilles mandag i grundlovsforhør ved Retten i Horsens. Han er sigtet for pengefalsk efter straffelovens § 166.
Det skriver anklageren ved Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Han er den anden person, der er anholdt i sagen.
Fredag blev en 33-årig mand anholdt og sigtet for pengefalsk.
»Han blev varetægtsfængslet i knap fire uger,« fortæller Thomas Nedergaard Rasmussen, kommunikationskonsulent ved Sydøstjyllands Politi.
De falske penge er fundet flere steder i Sydøstjyllands Politikreds.
»Vi har haft et problem med falske 500-kronesedler i en længere periode her i kredsen. Det er efterforskningen af disse sager, der har ført frem til anholdelsen,« sagde vagtchef Michael Eldrup til Ritzau efter fredagens anholdelse af den 33-årige mand.
De falske pengesedler har blandt andet været i omløb i Horsens, Fredericia, Skanderborg og Østbirk.
På nuværende tidspunkt står det ikke klart, hvor mange falske pengesedler der har været i omløb.
Men der er i hvert fald fundet falske 500-kronesedler i Horsens, Fredericia, Skanderborg og Østbirk.
»Vi har simpelthen ikke fået det gjort op endnu. Vores efterforskere er ved at undersøge det,« siger Michael Eldrup.
læser
lige nu