Fortsæt til indhold

42-årig nægter at have kørt 13-årig ned

Manden er lige nu i grundlovsforhør i Retten i Aarhus.

Krimi
Citathistorie: TV2 Østjylland

En 42-årig mand sidder lige nu foran en dommer ved Retten i Aarhus, hvor han er sigtet for at have kørt en 13-årig dreng på cykel ned med vilje.

TV2 Østjylland har en reporter til stede ved grundlovsforhøret, hvor manden til en start nægter sig skyldig, mens han bekræfter at være blevet anholdt søndag klokken 17.32 - knap en time efter at påkørslen skulle have fundet sted, skriver TV2 Østjylland.

Østjyllands Politi fortalte tidligere på dagen, at hændelsen udspillede sig i Vejlby-Risskov-området, hvor den 42-årige reagerede voldsomt på larm fra en gruppe drenge. Én af dem - den 13-årige - blev ifølge politiet jagtet på sin cykel af den nu anholdte 42-årige, der var i bil.

Den 13-åriges cykel blev ramt bag på, hvorved drengen blev slynget af.

Politiet kom ud og fik ham anholdt, og nu er det så op til dommeren ved Retten i Aarhus at vurdere, om der er grundlag for en varetægtsfængsling. Retsmødet ventes at slutte omkring klokken 14.30.