Politiet søger vidner efter skudepisode i Hasselager
Ingen personer kom til skade, da flere skud blev affyret gennem en hoveddør.
Østjyllands Politi modtog lørdag morgen klokken 3.40 en anmeldelse om, at en gerningsmand havde affyret flere skud gennem hoveddøren til en adresse i Hasselager.
Politiet rykkede massivt ud til stedet, hvor det viste sig, at ingen personer var kommet til skade som følge af skuddene.
Det skriver Østjyllands Politi i døgnrapporten.
»Vi søger vidner, der har set eller hørt noget i området i tidsrummet mellem klokken 2 og 3.40 natten til lørdag – eller som i øvrigt kan ligge inde med oplysninger, der kan være relevante for sagen,« skriver de blandt andet.
Politiet oplyser desuden, at de ser »med stor alvor« på episoden, og at sagen fortsat efterforskes.
»Det er samtidig vigtigt at understrege, at vi på nuværende tidspunkt betragter sagen som en isoleret hændelse, og at der ikke er noget, der tyder på, at der er fare for andre borgere i området,« skriver politiet også i døgnrapporten.