Fortsæt til indhold

Da politiet stoppede 34-årige, stod sigtelserne i kø

Det hele begyndte med en mistanke om spirituskørsel, men det var langt fra den eneste forbrydelse, som 34-årig begik

Krimi

En politipatrulje kørte søndag 20. september klokken 22.50 mod Aarhusvej i det sydøstlige Randers på baggrund af en anmeldelse om mulig spritkørsel.

På Toldbodgade i Randers C fik patruljen øje på bilen, som anmeldelsen drejede sig om, og patruljen signalerede til føreren, at han skulle standse bilen.

Den 34-årige bilist blev bragt til standsning, men kunne i den forbindelse ikke fremvise et gyldigt kørekort til betjentene, og han blev derfor sigtet for kørsel i frakendelsestiden.

Betjentene skønnede, at manden var påvirket, og han blev derfor yderligere sigtet og anholdt for at have kørt bil i påvirket tilstand.

Under ransagning af mandens bil fandt betjentene en totenschlæger, og han fik derfor endnu en sigtelse til samlingen, denne gang for at have overtrådt våbenloven.

Eftersom betjentene kunne se, at manden ikke havde tegnet forsikring på bilen, og at den var afmeldt i systemerne, blev han også sigtet for disse to forhold.

Dette blev dog ikke aftenens sidste sigtelse for manden, da betjentene kunne konstatere, at nummerpladen var meldt stjålet tidligere på måneden. Den 34-årige blev derfor slutteligt sigtet for tyveri af nummerplade.

Han blev herefter kørt til sygehuset, hvor han fik udtaget blod med henblik på at fastslå, om han var spiritus- og/eller narkopåvirket, og totenschlægeren blev beslaglagt med henblik på senere konfiskation og destruktion.

Se video: