Blev vækket af naboerne, der ilede til med en vandslange
Der skete store skader på et skur ved en brand i nat.
Beboerne i et hus på Vinkelvej i Hvorslev blev i nat vækket af deres naboer, der i Østjyllands Politis døgnrapport omtales som ”gode” naboer. Naboerne havde opdaget, at der var brand i et skur, og derfor vækkede de beboerne i huset ved siden af skuret.
Branden blev anmeldt lige efter midnat tirsdag 22. september kl. 00.06, og kl. 00.32 ankom indsatslederen og to brandbiler til stedet, oplyser Østjyllands Politi til avisen.
På det tidspunkt havde de gode naboer oven i købet fået slukket branden med en vandslange, så brandvæsnet kun skulle foretage efterslukning, da de kom frem. Der skete store skader på skuret, men branden nåede ikke at brede sig, og ingen kom til skade, oplyser Østjyllands Politi, der på nuværende tidspunkt ikke kender brandårsagen.
Det var Midtjysk Brand & Redning, der rykkede ud til branden i Hvorslev.
læser
Nedlagt kolonihave-område ryddet: 15 personer anholdt – fire måtte hentes ned med kran
lige nu