Fyns Politi har anholdt 64-årig aarhusianer: Sigtet for hvidvask af særligt grov beskaffenhed
Tre mænd er anholdt efter længere tids efterforskning. Den ene er fra Aarhus Kommune.
En 64-årig mand fra Aarhus kommune er blandt de tre mænd, som Fyns Politi tirsdag 22. september har anholdt i forbindelse med efterforskningen mod LS Busser ApS og øvrige selskaber.
Det skriver Fyns Politi i en pressemeddelelse.
Anholdelserne sker efter en længere efterforskning mod ejere, ledere og medarbejdere i selskaberne. Ved dagens aktion blev der foretaget flere ransagninger både på Fyn og i Jylland.
De to yderligere anholdte er mænd på 24 år og 35 år fra Odense. Den 35-årige og manden fra Aarhus Kommune er sigtet for hvidvask af særligt grov beskaffenhed, skatteunddragelse og skyldnersvig.
Den 24-årige samt 35-årige mand er begge sigtet i en sag om bedrageri med el-lade-abonnementer, hvor de mistænkes for at have været medvirkende til oprettelsen af 573 privatabonnementer og anvendt disse til opladning af selskabernes køretøjer til erhvervsmæssig kørsel uden at betale for tanket strøm for over 1,5 millioner kroner. I denne sag blev en anden 35-årig mand varetægtsfængslet fredag 11. september. Han er løsladt efter dagens aktion.
»Dagens anholdelser er et resultat af en længere og omfattende efterforskning, og vi er tilfredse med, at vi nu har kunnet tage endnu et skridt i sagen. Der er tale om mistanke om alvorlig økonomisk kriminalitet, hvor vi blandt andet efterforsker, om selskaber og personerne omkring dem systematisk har forsøgt at unddrage sig betaling og flytte eller skjule betydelige værdier. Den form for kriminalitet ser vi med stor alvor på. Den kan påføre både virksomheder og samfundet betydelige tab og er samtidig med til at undergrave den tillid, som vores samfund bygger på,« siger politiinspektør Michael Lichtenstein i pressemeddelelsen.
I forbindelse med efterforskningen er der indtil videre beslaglagt cirka 20 millioner kroner fra selskaberne. De tre anholdte forventes løsladt igen efter endt afhøring.
Fyns Politi har ydermere anmodet Retten i Odense om afholdelse af et grundlovsforhør in absentia vedr. en mistænkt mand med relation til selskaberne, idet han befinder sig i udlandet. Dette grundlovsforhør forventes afholdt i uge 40.
læser
Torsdag brændte Danmarks største Brugsen ned. Sådan ser der ud i dag
lige nu