17-årig sparket, slået og truet med kniv: Nu skal teenager i retten
En 16-årig mand er mistænkt for at have været involveret i et voldsomt overfald i det central Aarhus. Onsdag fremstilles han i grundlovsforhør.
Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi fremstiller onsdag en 16-årig dreng i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus. Han er sigtet for grov vold og røveri begået mod en 17-årig dreng.
Det skriver Østjyllands Politi i døgnrapporten.
Ifølge sigtelsen overfaldt den 16-årige sammen med to andre medgerningsmænd den 17-årige i en baggård ved Banegårdsgade i Aarhus C natten til den 29. august.
Den 17-årige blev tildelt flere slag og spark, og han blev efterfølgende truet med kniv til at aflevere sit ur og sine airpods.
Den 8. september blev en 18-årig mand varetægtsfængslet i samme sag, og en 14-årig dreng, der mistænkes for at have være medvirkende, er blevet afhørt til sagen, oplyser politiet.
Den 17-årige kom umiddelbart ikke alvorligt til skade ved overfaldet.