Fortsæt til indhold

I år er stjålet 250 ladekabler – mere end halvdelen af tyverierne er sket siden august

Over 250 ladekabler er klippet over ved 61 lokationer i år, oplyser Drivkraft Danmark.

Krimi
/ritzau/

Siden 6. august er der blevet stjålet og ødelagt over 150 ladekabler til elkøretøjer, oplyser brancheorganisationen Drivkraft Danmark.

Østjyllands Politi bekræfter samtidig, at de har fået anmeldelser om tyveri af ladekabler i Randers-området i denne uge.

I år er der ifølge Drivkraft Danmark blevet klippet cirka 250 ladekabler ved 61 lokationer med en minimumsskade på 6,5 millioner kroner.

»Lige nu er det lade-operatørerne, der betaler prisen, og det er dyrt. At to kabler bliver klippet, kan hurtigt tage den indtjening, der var på dem,« siger Gent Grinvalds, der er chef for E-mobilitet hos Drivkraft Danmark.

Drivkraft Danmark er en branche- og arbejdsgiverorganisation for Danmarks brændstofleverandører og ladeoperatører.

I el-ladekabler er der kobber i, og markedsprisen er i øjeblikket høj.

Men ifølge Gent Grinvalds har tyvene kun kunnet få i alt 37.000 kroner i estimeret værdi fordelt på de cirka 250 kabler.

Selv om værdien er lav, er der alligevel et marked, siger han.

»Vi har et godt samarbejde med skrothandlerne i Danmark, men vi kan se, at der er nogle skrotforhandlere, hvor det er nemmere at få afsat kablerne.«

»Vi kommer til at lægge et pres på skrot-branchen, for der er en grund til, de klipper dem. Det er, fordi de har et sted at sælge dem,« siger han.

Fredag har Drivkraft Danmark, politiet, el-installatører, lade-operatører og lade-leverandører haft et møde om problematikken.

På tværs af branchen vil de blandt andet arbejde videre med, hvordan man kan lave en sikkerhedsmarkering af lade-stationerne med kameraovervågning, DNA-spray og andre tiltag, der kan sikre dem ladestationerne præventivt.

»På nuværende tidspunkt er denne type tyveri ifølge strafferammen alment tyveri, men vi burde måske tale ind i, at det er kritisk infrastruktur, man ødelægger,« siger han.

Han henviser samtidig til, at ladestanderne i længden burde kategoriseres som kritisk infrastruktur, fordi kabel-klipperi ved store ladestandere kan påvirke transporten på tværs af landet.

Se video: