Kolonihavehus brændt ned
Tidligt søndag morgen stod huset i flammer.
Beredskab & Sikkerhed blev i morges kl. 06.19 kaldt ud til en brand på Kobrovej i Grenaa.
Her var et kolonihavehus i brand, og det stod hurtigt klart, at der ikke var meget at redde.
»Det var overtændt, da vi kom derud, og det seneste jeg har hørt er, at huset er helt udbrændt,« oplyser operationschef Anders Rathcke til avisen.
Ingen personer er kommet til skade ved branden, oplyser operationschefen.
Det er endnu uvist, hvad der er årsagen til, at der gik ild i huset.