Bil torpederede apotek: »En ret traumatisk oplevelse for personalet«
»Man hjælper bare hinanden på kryds og tværs. Det er meget positivt midt i en traumatisk situation,« siger ejeren af bygningen, der lørdag blev ramt af en bil.
Der lød lidt af et brag, da en bil lørdag 26. september bragede ind i fronten på Sundhedshuset i Hadsten.
Den lille Citroën C1 ramte et glasparti, som stoppede bilen.
Mandagen derpå er apoteker Lars Persson, som også ejer den del af Sundhedshuset, ved at finde hoved og hale i episoden.
»Bilen bragede ind i apoteket, og det var en ret traumatisk oplevelse for personalet at stå derinde, høre braget og se bilen crashe ind i bygningen – derefter kommer erkendelsen af, at det kunne være gået forfærdelig meget værre. Så de blev alle chokeret, og en enkelt har behov for noget krisehjælp for lige at få det bearbejdet,« siger Lars Persson, der trods den trælse situation glæder sig over én ting:
»Alle rykker meget sammen; nogle får skåret mandens sele over og tager sig af ham, nogle ringer til alarmcentralen, og andre finder en kost og fejer op – man hjælper bare hinanden på kryds og tværs. Det er meget positivt midt i en traumatisk situation.«
Nu venter der apotekeren en del arbejde med politi, fagfolk og forsikring for at få udbedret skaderne.
»Muren har jo fået en eller anden form for skade, så nu skal vi finde ud af, hvordan vi håndterer det, så vi kan få skaderne udbedret så hurtigt som muligt,« siger Lars Persson.
Apoteket holder dog åbent som vanligt.
»Større skade er der trods alt ikke sket.«
læser
lige nu