Fortsæt til indhold

Lig blev fundet i Gudenåen: Nu er mand mistænkt for drabet anholdt i Rumænien

To drabsmistænkte er stadig på fri fod.

Krimi
am

Tirsdag aften den 29. september ankom betjente fra Midt- og Vestjyllands Politi til Danmark fra Rumænien sammen med en 25-årig rumænsk mand.

Manden er mistænkt for at have dræbt den 37-årige rumænske mand, der blev fundet i Gudenåen nord for Svostrup i slutningen af august, og for at have efterladt ham i åen.

Det skriver Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Den 25-årige vil klokken 13.00 i dag blive fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Viborg, sigtet for drabet på den 37-årige, skriver politiet.

»Midt- og Vestjyllands Politi arbejder fortsat på at få de sidste to mistænkte udleveret til Danmark inden for den nærmeste fremtid, så de også kan blive fremstillet i grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling,« lyder det i pressemeddelelsen.

Foto: Presse-fotos.dk

I sidste uge fik man hentet den ene af i alt fire drabsmistænkte til landet.

»Vores efterforskning fortsætter i højt gear, men vi mener, at vi nu har de fire personer, som står bag drabet, og at der ikke er yderligere medgerningsmænd på fri fod,« sagde politikommissær og efterforskningsleder Theis Thylstrup tilbage i starten af september.

Liget af den dræbte blev fundet tynget ned af et bilbatteri, som var bundet fast til mandens krop, og det fik politiet til at indlede en drabsefterforskning.

Anklagemyndigheden forventer at bede om lukkede døre i forbindelse med grundlovsforhøret.