Kæmpe politi-razzia: 62 personer sigtet
Østjyllands Politi var tirsdag på trafikrazzia i Aarhus - og primært målrettet Aarhus Vest. Det endte med hele 71 sigtelser til 62 personer. Herunder en mand, der forsøgte at flygte fra ordensmagten - og næsten lykkedes med det.
Betjente fra færdselssektionen i Østjyllands Politi tog tirsdag på kontrol i Aarhus, primært målrettet Aarhus Vest.
Og det endte med at blive til rigtig mange sager. Det fremgår af politikredsens døgnrapport.
I det nordlige Aarhus blev en mandlig fører standset med henblik på kontrol af både bil og fører. Det viste sig, at køretøjet var registreret til godstransport til erhverv, men uden firmanavn og CVR-nummer.
Bedst som patruljen var ved at registrere sagen, begyndte føreren at køre fra stedet, så betjentene måtte eftersætte køretøjet og tilkalde yderligere patruljer.
Betjentene nåede blandt andet at se manden køre over for rødt, inden de tabte ham af syne. Kort tid efter lykkedes det dog at finde manden, som havde gemt sig i en tilfældig have.
Det viste sig, at manden var frakendt førerretten på grund af tidligere tilfælde af narkokørsel.
Færdselsindsatsen førte til 71 sigtelser fordelt på 62 personer, og især var der mange, der kørte bil og talte i håndholdt telefon, hvilket resulterede i 18 sigtelser.