Fortsæt til indhold

Ung mand tilbød gratis at opbevare dyre smykker i Jyske Banks bankboks – og så tog han også dankortet med

En 79-årig kvinde fra Horsens blev torsdag svindlet af et falsk bankbud. I den rigtige bank kunne de bl.a. se, at der var hævet 4.000 kroner på en Circle K-tankstation i Tranbjerg. Politiet oplyser dog, at man nu har flere gode spor at gå efter.

Krimi

Torsdag eftermiddag kom en 79-årig kvinde fra Horsens ind hos ekspeditionen hos Sydøstjyllands Politi, efter kvinden kort forinden var blevet svindlet for både smykker og dankort.

Det oplyser Nicolaj Rasmussen, politikommissær ved Sydøstjyllands Politi.

I tidsrummet mellem kl. 10.30 og 13.00 havde en mand ringet til kvinden og udgivet sig for at være fra Jyske Bank. Manden fortalte, at der blev hævet penge fra kvindens konto – og han ville sende et bud for at hente hendes kort.

Men det var altså ikke kun dankortet, som ”bankmanden” hentede. Manden, der troppede op på kvindens adresse, fik hende også overtalt til at aflevere sine smykker, da han tilbød at opbevare dem gratis i bankens bankboks.

Ifølge Sydøstjyllands Politi kom manden afsted med et lædersmykkeskrin, hvori der var smykker til en værdi af et større kontantbeløb.

Har været i Tranbjerg

”Bankmanden” fik også sagt, at kvinden skulle møde op hos Jyske Bank – lidt senere kl. 13 – og tale med ”Mikkel”. Og det var her, det for alvor gik op for kvinden, at hun var blevet svindlet.

For i banken kunne personalet fortælle, at der var blevet hævet 4.000 kroner fra en Circle K-station i Tranbjerg i det sydlige Aarhus. Derudover var der også brugt 600-700 kroner hos Dantaxi.

Efter besøget i banken gik kvinden til politiet, og her har man nu en del ting at gå videre med.

»Der er en del efterforskningsskridt, som vi arbejder videre med nu. Der er noget videoovervågning, og vi har også fået et fint signalement af bilen. Der er mange ting, som vi arbejder videre med,« siger Nicolaj Rasmussen.

Svindleren beskrives som en lyshåret mand i alderen 20-25 år, der var iført en lys polo og lyse bukser, og som kørte fra stedet i en Fiat Panda.

Politiet har derudover også en nummerplade at gå efter, fortæller Nicolaj Rasmussen.