Bil endte på taget i dramatisk soloulykke fredag aften
Soloulykke på Løgtenvej ved Hornslet fredag aften. Bilen kolliderede med jem & fix og landede på taget, men føreren kunne selv kravle ud, da Beredskab & Sikkerhed havde fjernet fordøren.
En bil kørte fredag aften ind i jem & fix i Hornslet og endte på taget.
Ulykken skete omkring klokken 22.45 på Løgtenvej ud for byggemarkedet.
Ifølge vagtchefen hos Østjyllands Politi kom bilen kørende ad Løgtenvej fra Hornslet-siden. I rundkørslen mistede føreren herredømmet over bilen, kolliderede med Jem & Fix og landede på taget.
Måtte fjerne døren
Da det fælleskommunale beredskab, Beredskab & Sikkerhed, kom frem til stedet, måtte mandskabet fjerne fordøren i passagersiden, så den ulykkesramte fører kunne kravle ud. Føreren var alene i bilen.
Det oplyser den vagthavende i pressetjenesten hos Beredskab & Sikkerhed for Randers, Favrskov, Norddjurs og Syddjurs Kommuner til Din Avis.
Føreren blev tjekket og tilset af ambulancepersonalet.
»Det fremgår ikke om vedkommende kom med i ambulancen. Jeg kan kun se, at der i vores rapport står, at vedkommende blev tjekket af ambulancepersonalet,« lyder det fra den vagthavende.
Efter redningsarbejdet blev stedet ryddet.
læser
lige nu