To indbrud i biograf på tre uger: »Rigtig træls – vi er frivillige, der knokler«
»Tyvene er sluppet afsted med småpenge i forhold til, hvad der er ødelagt for. De smadrede ruder har en langt højere værdi,« siger formand for biografs bestyrelse.
Med samme fremgangsmåde er en eller flere gerningspersoner brudt ind i den lille, frivilligt drevne biograf ’Fotorama’ i Hammel.
Første gang var natten til 7. september.
Indbruddet blev opdaget af både en forbipasserende borger og af Matas-personalet overfor.
»En rude var smadret i døren, og personen er gået ind i bygningen. Her har tyven fundet vores kontantkasse og stort set ikke andet, så det er tydeligt, at det er pengene, personen er gået efter,« fortæller Gitte Bjørn, der er formand for biografens bestyrelse.
Tre uger senere, nærmere bestemt 28. september, ringede Gitte Bjørns telefon meget tidligt om morgenen.
»Og så ved jeg jo godt, at der ikke bliver ringet for at sige godmorgen,« siger formanden.
Og hun havde ret. Endnu engang havde biografen haft ubudne gæster.
»Nu var det så vinduet ved siden af døren, der var smadret, og så var det ellers samme fremgangsmåde: Hurtigt ind og pengekassen med ud,« siger Gitte Bjørn, der selvsagt har måttet have fat i politiet begge gange.
»De har taget billeder og fundet genstande, som kunne indeholde spor. De har taget det forholdsvis seriøst,« siger hun.
Skaderne er dyre
Indbrudene ærgrer formanden gevaldigt.
»Tyvene er sluppet afsted med småpenge i forhold til, hvad der er ødelagt for. De smadrede ruder har en langt højere værdi,« siger Gitte Bjørn, der ikke ønsker at fortælle præcis, hvor meget tyvene er sluppet afsted med.
Formanden fortsætter:
»Vi er en frivillig forening. Frivillige knokler for at få biografen til at hænge sammen. Så det er virkelig træls at bruge både tid og penge på det her. Det giver en masse frustrationer og unødvendige tanker om, om det nu sker igen.«
Biografens bestyrelse har møde på onsdag. Her vil det blive diskuteret, hvad der kan gøres på kort og lang sigt for at forhindre flere indbrud.
læser