Forsker med muslimsk baggrund overfaldet ved Aarhus Universitet
Forskeren fik forud for overfaldet anonyme trusler.
En forsker ved Institut for Kultur og Samfund på Aarhus Universitet med muslimsk baggrund blev i slutningen af maj udsat for anonyme trusler og kort efter et fysisk overfald i Nobelparken, skriver Aarhus Universitets uafhængige avis Omnibus.
Institutleder Marie Vejrup Nielsen oplyser i et nyhedsbrev til medarbejderne, at forskeren efter overfaldet var sygemeldt i en længere periode, og at både politi, ambulance og Aarhus Universitets kriseberedskab blev inddraget.
Østjyllands Politi efterforsker sagen og undersøger blandt andet, om der kan være tale om en hadforbrydelse, men der er endnu ingen anholdte eller sigtede.
»Vi modtog anonyme trusler rettet mod en yngre forskerkollega med muslimsk baggrund, trusler som også anfægtede vores ret til overhovedet at have personen ansat,« siger Marie Vejrup Nielsen, institutleder, til Omnibus.
Ifølge Omnibus er medarbejderne blevet orienteret internt, mens ledelsen nu vil drøfte med ansatte, hvordan instituttet fremover skal håndtere trusler, chikane og balancen mellem åbenhed og sikkerhed på universitetet.
læser
lige nu