Fortsæt til indhold

Spritbilist bragede ind i hus: Indenfor lå 56-årig mand og sov

En 50-årig tjekkisk mand er idømt seks måneders ubetinget fængsel efter at have kørt ind i et hus på Samsø med høj hastighed. En sovende beboer kom til skade, og bilisten skal nu udvises af Danmark.

Krimi
jro

En 56-årig mand lå og sov i sit hjem, da en spirituspåvirket bilist med høj hastighed bragede ind i huset.

Den voldsomme episode fandt sted den 4. juli omkring klokken 19.00 i Kolby på Samsø.

Den 56-årige beboer pådrog sig flere behandlingskrævende skader ved påkørslen og blev efterfølgende bragt til hospitalet. Han var dog ikke umiddelbart i kritisk tilstand.

Mandag formiddag faldt der dom i sagen ved Retten i Aarhus, hvor en 50-årig tjekkisk mand blev idømt seks måneders ubetinget fængsel.

Manden tilstod forholdet og modtog dommen, skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Ud over fængselsstraffen blev den 50-årige frakendt førerretten i syv år og idømt et indrejseforbud i seks år.

Bilen, som blev brugt ved påkørslen, blev desuden konfiskeret efter reglerne om vanvidskørsel.

Efter dommen blev den 50-årige varetægtsfængslet, indtil udvisningen kan gennemføres.

Han valgte ikke at kære kendelsen om varetægtsfængsling til landsretten.

Se video: