9 cm dybt hul i asfalten: Karsten fik regning på over 2.000 kr. for nyt dæk
Flere bilister har fået flænsede dæk grundet vejarbejdet i Rønde midtby.
Flere bilister har fået flænsede dæk på Hovedgaden i Rønde på strækningen efter lyskrydset ved Hovedgaden/Molsvej, hvor der lige nu pågår et omfattende vejarbejde som led i arbejdet på Røndes befærdede strøg.
Arbejdet gør, at vejstrækningen over et kort interval er meget smal.
Kai Klemmensen Kristensen fra Ebeltoft har kontaktet Din Avis Syddjurs.
Han fortæller, at hans datter natten til søndag kørte i hans bil fra Ebeltoft til Rønde for at hente sin kæreste.
»Det var cirka klokken 01:30, at hun kørte hjemad mod Ebeltoft, men hun kom ikke ret langt, for ud for Røndre Vandrehjem var begge dæk i højre side helt flade.«
»Det var meget mørkt på dette tidspunkt af natten, så det var svært at orientere sig, fordi kørebanen er yderst smal, og derfor røg bilen ned i et stort hul i vejkanten.«
Kai Klemmensen Kristensen undrer sig over, at der ikke var opsat et skilt, som advarede om, at man skulle passe ekstra på.
Han sørgede for, at bilen blev hentet af Falck tirsdag morgen og kørt på værksted.
»Mekanikeren sagde straks, at de to dæk var lige til at kassere. Hullerne var så store, at de ikke kiunne lappes,« fortæller Kai Klemmensen Kristensen.
Han har endnu ikke meldt skaden til Syddjurs Kommune, men det vil han nu gøre via kommunens hjemmeside.
Fik flænset højre bagdæk
Karsten Bay fra Rønde har anmeldt en lignende hændelse til Syddjurs Kommune. Han oplyser i en mail til Din Avis Syddjurs, at hans bil fik flænset højre bagdæk samme sted mandag 12. oktober klokken 08.15.
I sin anmeldelse til kommunen beskriver han, at trafikken blev ledt gennem en smal passage i forbindelse med vejarbejdet, og at belægningen var stærkt beskadiget med en betydelig niveauforskel og et hul.
»Forholdet var ikke særskilt afmærket eller afspærret, ligesom der ikke var lagt fx køreplader over hullerne,« skriver Karsten Bay.
Han oplyser, at han målte hullet til cirka ni centimeters dybde med skarpe og ujævne kanter.
Ved passagen ramte bilens hjul den beskadigede belægning, og dækket blev flænset. Bilen blev efterfølgende bugseret til et autoværksted, hvor der blev monteret et nyt dæk. Værkstedsregningen lød på 2.095,39 kroner.
Karsten Bay har fremsat krav om erstatning til Syddjurs Kommune og oplyser, at kommunen har kvitteret for modtagelsen af anmeldelsen.
Han håber, at passagen bliver sikret med køreplader, midlertidig lapning eller lignende, så flere skader undgås.
Din Avis Syddjurs forsøger fortsat at få en kommentar til hændelserne fra Syddjurs Kommune.
læser
lige nu