Fortsæt til indhold

To aarhusianere fundet skyldige i drabsplaner mod jøder

Domstol i Hamburg idømmer 54-årig mand fængsel i otte og et halvt år. 43-årig idømmes fire og et halvt år.

Krimi
ritzau/jro

To mænd, der sidste år blev anholdt i Aarhus, er ved den øverste domstol i Hamburg fundet skyldige i at have forberedt antisemitiske angreb i Tyskland på vegne af Iran.

Det skriver Der Spiegel.

Retten fandt begge mænd skyldige i at have udført efterretningsvirksomhed på vegne af Iran samt i forsøg på medvirken til drab og grov brandstiftelse.

Den øverste landsret i Hamburg idømmer den 54-årige Ali Hassan Sarwari otte et halvt års fængsel, mens den 43-årige Tawab Mohsini får en fængselsstraf på fire et halvt år.

Den 54-årige, der er dansk statsborger med afghansk baggrund, blev i juni sidste år anholdt i Aarhus på baggrund af en tysk arrestordre.

43-årige Tawab Mohsini er afghansk statsborger og blev også anholdt i Danmark og siden udleveret til Tyskland.

Dommen ligger i tråd med anklagemyndighedens påstand, mens forsvaret havde krævet frifindelse.

Retten fandt det torsdag bevist, at mændene havde overvåget lederen af Det Jødiske Centralråd i Tyskland, Josef Schuster, og formanden for Det Tysk-Israelske Selskab, Volker Beck.

Desuden havde Ali Hassan Sarwari forberedt et brandattentat mod en kosher-dagligvarebutik i Berlin, skriver Der Spiegel.

Han skal have haft tætte bånd til den iranske revolutionsgardes elitestyrke, Quds, der varetager operationer i udlandet.