Politiet har anholdt fire for tyveri på under et døgn
Tre af dem er blevet eller bliver fremstillet i grundlovsforhør.
Omkring klokken 11 torsdag 15. oktober fik politiet en anmeldelse om et igangværende indbrud i Tilst.
Det skriver Østjyllands Politi i døgnrapporten.
Flere patruljer blev straks sendt til stedet, og få minutter senere blev to mænd anholdt. Det blev de af en motorcykelbetjent, der fandt dem tæt på gerningsstedet, fordi de passede på signalementet fra anmeldelsen.
De to mænd, der viste sig at være hollandske statsborgere på 37 og 39 år, blev anholdt og sigtet for indbruddet.
De blev begge fremstillet i grundlovsforhør fredag formiddag. Anklagemyndigheden bad om lukkede døre af hensyn til den videre efterforskning af sagen.
De to mænd blev varetægtsfængslet i fire uger, og de kærede ikke kendelsen.
Forsøgte at gemme sig i have
De to hollandske statsborgere er ikke de eneste, som politiet har anholdt for tyveri i Aarhus-området.
Klokken 1.03 natten mellem torsdag 15. oktober og fredag 16. oktober fik politiet en anmeldelse om et cykeltyveri i Skødstrup.
Flere patruljer blev sendt til stedet for at undersøge tyveriet nærmere, og cirka en time senere fik en patrulje øje på en person, der passede på signalementet fra anmeldelsen. Vedkommende kom gående på Topasvej og forsøgte straks at gå den anden vej, da han fik øje på patruljen.
Politiet tog kontakt til manden, der viste sig at være en 32-årig mand med bopæl i det centrale Aarhus. Han blev anholdt og sigtet for cykeltyveri.
Ikke lang tid derefter fik politiet fat på endnu en mistænkelig person i området. Han forsøgte at gemme sig i en have, men blev fundet af en hundepatrulje. Manden, en 28-årig fra lokalområdet, blev også anholdt og sigtet i sagen.
Den 32-årige blev løsladt efter endt afhøring, mens den 28-årige mand blev fremstillet i grundlovsforhør fredag. Anklagemyndigheden ønskede at varetægtsfængsle ham, da han er kendt for tidligere lignende kriminalitet.
læser
lige nu