Magasin advarer kunder: Dine oplysninger kan være lækket efter hackerangreb
Stormagasinkæden Magasin er blevet ramt af et hackerangreb, og nu advarer virksomheden sine kunder om, at deres personlige oplysninger kan være kommet i de forkerte hænder.
I en mail til medlemmer af Magasins kundeklub Goodie oplyser stormagasinkæden, at uvedkommende for få dage siden skaffede sig adgang til dele af virksomhedens it-systemer.
Her har hackerne krypteret dele af systemerne, så Magasin ikke længere selv har adgang til dem.
Angrebet kan samtidig have betydet, at en række personlige oplysninger om kunderne er blevet kompromitteret.
Ifølge Magasin drejer det sig blandt andet om navne, adresser, kontaktoplysninger, købshistorik og andre oplysninger, der er knyttet til kundernes Goodie-profiler.
Advarer mod svindel
Magasin advarer nu kunderne om, at oplysningerne kan blive misbrugt af svindlere.
De kan eksempelvis bruges til at gøre falske mails, sms’er og telefonopkald mere troværdige, lyder det.
Kunderne opfordres derfor til at være særligt opmærksomme på mistænkelige henvendelser, især hvis de bliver bedt om at overføre penge eller klikke på links.
Samtidig anbefaler Magasin, at medlemmerne ændrer adgangskoden til deres Goodie-profil.
Kreditkortoplysninger er ikke berørt
Ifølge Magasin er kundernes kreditkortoplysninger ikke omfattet af sikkerhedsbruddet. De bliver håndteret af en ekstern betalingsudbyder og opbevares ikke i de berørte systemer.
Angrebet har heller ikke påvirket driften af Magasins stormagasiner, webshop, hjemmeside eller Goodie-app, oplyser virksomheden videre.
Magasin arbejder nu sammen med eksterne eksperter på at genoprette adgangen til de berørte systemer og begrænse skaderne.
Hackerangrebet er anmeldt til både politiet og Datatilsynet.
læser
lige nu