Betjent med opsang til de østjyske bilister: »Nu får du dælenedme styr på det«
Østjyllands Politi har et budskab, som man gerne vil have, at de østjyske bilejere får ind på lystavlen.
For mange østjyder kører rundt i efterårsmørket med billygter, der ikke fungerer, som de skal.
Sådan lyder det nu i en Facebook-opsang fra Østjyllands Politi.
Ifølge politiets færdselsbetjente møder man nemlig ofte biler, der kører rundt med pærer, der enten er sprunget, eller er så slidte, at de lyser meget svagt.
Andre bilister har dog også det omvendte problem, at de kommer til at blænde andre trafikanter, fordi lygterne er indstillet forkert.
Og derfor opfordrer Østjyllands Politis færdselsleder, Amrik Singh Chadha, nu østjyderne til at få kontrolleret lygterne på bilen.
»Så som Amrik vil sige det med sin dejlige dialekt: ”Nu får du dælenedme styr på de der lygter”,« skriver Østjyllands Politi og tilføjer:
»Har du lys i pæren? Så bliver Amrik og dine medtrafikanter lygtelige«