Nabo hørte rude blive knust: Politiet mødte tyv med smykker i baghaven
»Det var en god dag, hvor en nabo var opmærksom og ringede hurtigt, så vi kunne nå hurtigt frem og foretage en anholdese.«
Lyden af en rude, der blev knust, fik en borger på Gl Silkeborgvej i Låsby op af stolen 21. oktober.
Lyden kom fra naboens hus omkring klokken 10.05. Naboen skyndte sig at kontakte politiet, som havde en patrulje lige i nærheden.
Den var derfor fremme inden for få minutter og kunne overraske en indbrudstyv i baghaven.
»Han var på vej ud med en pose fyldt med smykker. Inde i huset fandt patruljen en taske, der var gjort klar til afhentning senere. Den var fyldt med diverse ting, blandt andet parfumer og Kay Bojesen-figurer. Den var godt fyldt op og klar til at tage med,« siger Lars Elmstrøm, vicepolitiinspektør ved Sydøstjyllands Politi – han fortsætter:
»Så det var en god dag, hvor en nabo var opmærksom og ringede hurtigt, så vi kunne nå hurtigt frem og foretage en anholdese.«
Manden er 24 år og fra Aarhus.
Lars Elmstrøm fortæller, at Sydøstjyllands Politi er ved at vurdere om manden skal fremstilles i grundlovsforhør senere i dag.
Også sigtet for andre sager
Hos Østjyllands Politi har man dog allerede besluttet sig for, at selvsamme mand skal fremstilles ved Retten i Aarhus.
Her er han nemlig sigtet for 10 tilfælde af indbrud/indbrudsforsøg i Odder, Højbjerg, Mørke, Mårslet, Solbjerg, Lystrup og Harlev.
Han fremstilles i grundlovsforhør torsdag, skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.