»Et mistænkeligt forhold« – tre forskellige vågnede op til punkterede biler
»Hvis nogen har hørt eller set noget interessant vil vi naturligvis gerne høre om det,« siger vicepolitiinspektør.
»Et mistænkeligt forhold om hærværk,« kalder Lars Elmstrøm, vicepolitiinspektør ved Sydøstjyllands Politi, en sag fra den lille by Ris i den sydligste del af Skanderborg Kommune.
Natten til torsdag 22. oktober har tre parkerede biler på Risvej tilsyneladende fået punkteret deres dæk.
I hvert fald har Sydøstjyllands Politi torsdag morgen modtaget anmeldelser om netop det.
Den ene af de tre biler har også fået slået en bule i fordøren.
»Hvis nogen har hørt eller set noget interessant vil vi naturligvis gerne høre om det,« siger vicepolitiinspektøren.