Fortsæt til indhold

Bordelkontrol i Randers: To colombianske kvinder anholdt

Onsdag slog politiet til på en adresse i Randers.

Krimi

Igen har betjente fra Østjyllands Politi været på bordelkontrol – endnu engang i Randers.

Her fandt politiet onsdag formiddag to colombianske kvinder på 26 og 46 år under en politiaktion det centrale Randers.

Det skriver Østjyllands Politi i døgnrapporten.

Betjente fra Østjyllands Politis Udlændingesektion mødte klokken 09.40 op på adressen på baggrund af mistanke om ulovligt ophold og arbejde.

Her traf de tre colombianske kvinder. Den ene havde portugisisk pas og dermed lovligt ophold og ret til at arbejde i Danmark.

De to andre blev sigtet for ulovligt arbejde og frihedsberøvet efter hjemrejseloven.

De kan nu tilbageholdes i op til tre døgn, mens Center mod Menneskehandel undersøger, om de har været udsat for menneskehandel. Udlændingestyrelsen skal samtidig vurdere, om de skal sendes ud af landet.