Ung mand på svindlertogt lukkede hurtigt døren ind til ældre kvinde. I Ry slog Fini og Jan til – så sluttede den tur
Fini og Jan har fået en dusør og et klap på skulderen af Sydøstjyllands Politi for deres resolutte indgriben.
Et decideret svindeltogt gennem store dele af Jylland fik en brat slutning, da to årvågne borgere slog kløerne i en dengang 24-årig aarhusianer, der var ved at svindle en 91-årig kvinde.
Forinden var det lykkedes at svindle en lang række ældre borgere for større beløb.
Den 10. juni 2025 var manden nået til Ry, hvor han parkerede en bil og gik hen til den ældre kvindes hoveddør.
De lokale borgere Fini og Jan var netop ved at levere mad til en anden borger, da de fik øje på den mistænkelige bil.
Da de spurgte manden, hvad han skulle, svarede han, at han var fra banken – og lukkede hurtigt døren ind til den ældre borger.
Fini og Jan kontaktede straks politiet og gik ind i borgerens hjem, hvor de foretog en civil anholdelse af manden.
Da patruljen ankom, blev manden anholdt, og politiet fik sikret både smykker og et større kontantbeløb, som tilhørte den ældre borger.
»Fini og Jan handlede modigt og resolut i kraft af deres forståelse for, hvad der udspillede sig. De foretog en særdeles kontrolleret civil anholdelse, da de pågreb det falske bankbud på fersk gerning og uden deres hjælp, var manden måske ikke blevet pågrebet på dagen,« lyder det i begrundelsen for uddeling af dusøren.
Den nu 25-årige blev 28. september i år – ved en tilståelsessag – idømt et års fængsel og en bøde på 7.000 kroner for at have svindlet de mange ældre borgere.
Han blev desuden pålagt at betale erstatning til en række private borgere samt banker, oplyser Sydøstjyllands Politi.
»Det er dejligt at blive bekræftet i, at vi lever i et samfund, hvor vi hjælper hinanden og kommer hinanden til undsætning, når vi har brug for hjælp. Der skal lyde en dybfølt tak for hjælpen til alle dusørmodtagerne,« udtaler politidirektør Brian Fussing.
Fini og Jan modtog hver en dusør på 1.500 kroner.