Fortsæt til indhold

Krydsede nødspor og to vejbaner for at urteplukke i motorvejens midterrabat

En ung mand skabte torsdag dramatik på motorvejen.

Krimi
jro

Der er mange steder, man kan gå på jagt efter friske urter. Midterrabatten på en trafikeret motorvej er næppe det mest oplagte.

Alligevel var det netop her, en 26-årig mand fra Aarhus torsdag eftermiddag havde valgt at gå på opdagelse.

Det skriver Østjyllands Politi i sin døgnrapport.

Klokken 16.40 modtog Østjyllands Politi en anmeldelse om, at en ung mand gik rundt i midterrabatten på Aarhus Syd Motorvejen ved Rugholmvej i Viby.

Mandens usædvanlige færden fik flere bilister til at bremse op og skabte potentielt farlige situationer.

Politiet modtog derfor flere anmeldelser om urtesamleren, og en patrulje blev sendt til stedet.

Det viste sig, at den 26-årige angiveligt var ankommet på cykel ad Brabrandstien.

Han havde stillet cyklen ved en skrænt og derefter krydset nødsporet og to vejbaner i sydvestgående retning for at nå frem til midterrabattens urter.

Da betjentene fik fat i manden, blev han anholdt og sigtet for ulovligt at færdes til fods på motorvejen.

Under en visitation fandt politiet desuden en kniv på manden.

Den 26-årige blev efterfølgende kørt til politistationen for at blive afhørt.