Fortsæt til indhold

Svindlere udnytter dødsannoncer til at snyde ældre i sorg: »Det er dybt usmageligt«

NSK advarer om et udspekuleret svindelnummer.

Krimi
jro

Kriminelle bruger oplysninger fra dødsannoncer til at finde frem til ældre, der netop har mistet deres ægtefælle. Herefter forsøger de at franarre dem penge ved at udgive sig for at være fra Udbetaling Danmark.

Det oplyser National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK), der i øjeblikket modtager en række anmeldelser om en særlig form for telefonsvindel, der er rettet mod ældre mennesker i sorg.

Svindlerne finder oplysninger om afdøde og deres pårørende gennem dødsannoncer på nettet. Derefter kontakter de de efterladte og udgiver sig for at være medarbejdere fra Udbetaling Danmark.

Under samtalen fortæller svindlerne, at den efterladte har penge til gode i form af arv, overskydende skat eller pension fra afdøde.

For at få pengene udbetalt skal den efterladte oplyse sit kortnummer, udløbsdato og den trecifrede sikkerhedskode. Derefter bliver vedkommende bedt om at godkende udbetalingen med MitID.

Men i virkeligheden bliver MitID brugt til at godkende køb, som svindlerne foretager med kortet.

»Vi vil gerne advare mod denne type svindel, hvor kriminelle målrettet udnytter borgere, der for nylig har mistet en nærtstående. Svindlerne bruger oplysninger fra dødsannoncer, herunder familiemedlemmers navne og detaljer om dødsfaldet eller bisættelsen, til at fremstå troværdige og manipulere de efterladte til at tro, at opkaldet er legitimt,« siger vicepolitiinspektør Allan Lørup fra NSK.

Ofrene er typisk mellem 80 og 90 år

Ifølge NSK er ofrene typisk ældre mennesker mellem 80 og 90 år, som befinder sig i en sårbar situation efter tabet af deres ægtefælle.

»Det er dybt usmageligt, at kriminelle udnytter mennesker i sorg til at begå svindel. Vi opfordrer derfor børn og andre pårørende til at tale med efterladte ægtefæller om at være særligt på vagt. Offentlige myndigheder vil aldrig ringe og bede dig om at overføre penge eller udlevere dine kort- eller MitID-oplysninger over telefonen,« siger Allan Lørup.

NSK har indledt efterforskningen af sagerne, men ønsker af hensyn til efterforskningen ikke at oplyse yderligere.

Politiet opfordrer samtidig borgerne til at være særligt opmærksomme på mistænkelige telefonopkald.