Ung chauffør væltede og spærrede vej i timer. Sigtet for spritkørsel – og politiet tog hans kørekort
En 26-årig mand væltede tirsdag med sin last, der bestod af flere ton træpiller.
Den lastbilchauffør, der væltede på en landevej tirsdag aften, er blevet sigtet for spirituskørsel.
Det oplyser Østjyllands Politi i sin døgnrapport.
Uheldet skete på Landevejen ved Havndal klokken 20.17, hvor den 26-årige lastbilchauffør mistede herredømmet over lastbilen og kørte i grøften.
Det betød, at anhængeren og lasten på flere ton piller spærrede vejen i begge kørselsretninger.
En alkometertest på stedet indikerede, at den 26-årige chauffør have en promille over det tilladte, og han blev derfor sigtet for spirituskørsel og taget med til udtagelse af blodprøve.
Derudover blev hans førerret administrativt inddraget.
Oprydningsarbejdet varede det meste af natten, og vejen blev først åbnet for trafik igen tidligt onsdag morgen.
Ingen personer kom til skade ved uheldet.