Bilist anholdt efter højresvingsulykke: 17-årig cyklist kørt ned
45-årig mand er sigtet for narkokørsel efter højresvingsulykke i Galten.
Onsdag kl. 17.55 måtte en 17-årig kvindelig cyklist sendes på skadestuen med ambulance, efter hun var blev påkørt af en bil i Galten.
Kvinden kom cyklende på elcykel ad cykelstien på Røddikvej, da hun blev ramt af en bil, som svingede til højre ad Bøgevænget.
Hun ramte ind i bilens front og blev kastet mod asfalten med hovedskader til følge. Den 17-årige kom dog umiddelbart ikke alvorligt til skade, oplyser Sydøstjyllands Politi.
Da politiet ankom til stedet, kunne man konstatere, at den 45-årige mandlige fører af bilen var påvirket, hvorfor han blev anholdt og kørt på hospitalet til blodprøvetagning og efterfølgende løsladelse.
På manden fandt man også en mindre mængde hash.
Den 45-årige er nu sigtet for kørsel i narkopåvirket tilstand.