Forældre deler ærgerlige halloween-oplevelser: Børn fik stjålet slik og mobiltelefon blev kylet i hækken
Piger løb grædende væk efter møde med en stor gruppe ældre drenge.
En eller flere grupper af større drenge har tilsyneladende taget det lidt for bogstaveligt, at lørdagens halloween skulle være uhyggelig.
I hvert fald fortæller flere forældre i facebookgruppen ’Alle os fra Åbyhøj’ om mildest talt ærgerlige oplevelser for deres børn.
En mor fortæller, at hendes døtre og en veninde på 10 og 11 år havde en træls oplevelse ved Åby Park.
»Det var en stor gruppe drenge, 10-12, stykker, som stjal slik fra dem. Udover at drengene stjal slik fra pigerne, så skød de med noget á la hundeproppistoler op i luften. Pigerne blev selvsagt meget bange og løb grædende derfra,« skriver hun.
En far fortæller, at hans søn var med sine klassekammerater ude og rasle, da »de blev passet op af en større gruppe ældre drenge på elløbehjul , med sorte masker og attrappistoler. De blev holdt fast og skubbet. Deres slik blev stjålet og en af deres telefoner blev smidt ind i en busk,« skriver faren, som afslutter sit opslag med:
»Hermed også en advarsel – sådan en oplevelse ødelægger mildest tal stemningen.«
Avisen har forsøgt at få en kommentar fra Østjyllands Politi, om de kender til flere lignende oplevelser, samt hvordan politiet ser på den type tilsyneladende grove drengestreger.
Det er endnu ikke lykkedes at få en kommentar.