Fortsæt til indhold

Ærgerlig førsteplads: Aarhus topper listen over flest indbrud

Stigningen i antallet af indbrud i landets næststørste by har været mere end dobbelt så stor som på landsplan.

Krimi
sica

Aarhus topper listen over landets kommuner, når man sammenligner antallet af anmeldte indbrud i private hjem i årets første ni måneder med 2025. Det viser tal fra Danmarks Statistik, som Alm. Brand Group har indhentet.

I alt blev der anmeldt 1.069 indbrud i private hjem i Aarhus Kommune i årets første ni måneder. Det er 237 flere end i samme periode sidste år, hvor antallet var 832. Det er en stigning på 28 procent.

Udviklingen i Aarhus følger den landsdækkende tendens, men stigningen er mere end dobbelt så stor som på landsplan, skriver Alm. Brand i en pressemeddelelse.

I hele landet er antallet af anmeldte indbrud steget med 12 procent fra 10.106 i de første ni måneder af 2025 til 11.351 i samme periode i år.

Alm. Brand Group har i årets første ni måneder registreret knap 1.400 indbrud i private hjem på landsplan og oplever fortsat, at mange kunder bliver ramt.

Ifølge Alm. Brand Group understreger de nye tal betydningen af fortsat at have fokus på forebyggelse og på de forholdsvis enkle tiltag, der kan gøre boligen mindre attraktiv for indbrudstyve.

»Det er en bekymrende udvikling, at Aarhus både har flest anmeldte indbrud i landet og samtidig oplever en stigning, der er mere end dobbelt så stor som på landsplan. Bag hvert indbrud står en familie, som ikke kun mister værdier, men også kan miste følelsen af tryghed i deres eget hjem. Derfor er der god grund til, at aarhusianerne er ekstra opmærksomme på, hvordan de kan gøre boligen mindre attraktiv for indbrudstyve,« siger Britta Bjerregaard, skadedirektør i Alm. Brand Group.

Få boligen til at se beboet ud

Et af de vigtigste råd er at få boligen til at se beboet ud, når ingen er hjemme. Timere på lamperne, en tømt postkasse og affaldsbeholder samt en bil i indkørslen kan være med til at skabe synlige tegn på aktivitet omkring boligen.

Naboerne kan samtidig spille en vigtig rolle. Det er derfor en god idé at fortælle dem, hvornår boligen står tom, og aftale, at man holder øje med hinandens hjem. Nabohjælp kan også bruges til at koordinere indsatsen i lokalområdet.

»Det kan lyde banalt at tale om lys, postkasser og biler i indkørslen, men tilsammen er det tegn på, at der er aktivitet omkring boligen. Tyven skal helst være i tvivl om, hvorvidt nogen er hjemme. Derfor er en god aftale med naboen et af de enkleste og mest værdifulde råd til at undgå at få ubudne gæster i sit hjem,« siger Britta Bjerregaard.

Begræns tyvens udbytte

Smykker, dyre ure, kontanter og elektronik er lette at tage med. Værdifulde genstande bør derfor ikke ligge synligt fremme, så de kan ses gennem vinduerne eller på de steder, hvor en indbrudstyv typisk vil lede først.

Alm. Brand Group opfordrer samtidig til at tage billeder af værdifulde ejendele, gemme kvitteringer og notere serienumre på elektronik. Det forhindrer ikke et indbrud, men kan gøre det nemmere at dokumentere et tab, hvis man bliver udsat for indbrud.