Politiet rykkede ud til adresse i Grenaa - fandt våben og narko
Tre mænd blev anholdt på stedet.
En anmeldelse om mulig våbenbesiddelse på en adresse i Grenaa fik politiet søndag aften omkring klokken 23.30.
Flere patruljer blev sendt afsted, og da de ankom, mødte de tre mænd, der alle blev anholdt.
Det skriver Østjyllands Politi i døgnrapporten.
De tre mænd viste sig at være en 55-årig, der bor på adressen, en 43-årig fra lokalområdet og en 31-årig fra Aarhus.
Under en efterfølgende ransagning af adressen fandt politiet en hardballpistol, en peberspray, to patroner og nogle mindre poser med narko i form af kokain og hash.
De ulovlige genstande blev beslaglagt med henblik på senere konfiskation og destruktion, og den 55-årige mandlige beboer blev sigtet for at have overtrådt våbenloven og loven om euforiserende stoffer.
De tre mænd blev alle løsladt nogle timer senere.