Narkopåvirket mand på stjålen motorcykel uden nummerplade stak af fra politiet og smed motorcyklen fra sig
24-årig mand er blevet anholdt og sigtet for tyveri af en motorcykel og flere færdselsovertrædelser.
I forbindelse med en færdselskontrol tirsdag 3. november i Hadsten observerede en patrulje fra Østjyllands Politi en motorcykel uden nummerplade, der kom kørende i sydgående retning på Vestre Ringvej.
Patruljen forsøgte at stoppe den mandlige motorcyklist, men han ville det anderledes, stak af og kørte ad et stisystem ved Østervangskolen, så patruljen mistede ham af syne. Et vidne kunne dog pege en motorcykelbetjent i den rigtige retning, og her fandt man motorcyklen efterladt på en parkeringsplads.
Kort efter fandt politiet motorcyklisten i nærområdet, hvor han blev anholdt kl. 14.25 og sigtet for flere forskellige forhold, herunder for ikke at efterkomme anvisninger, for at køre på cykelstien, for kørsel uden førerret og for at køre i narkopåvirket tilstand.
Den anholdte var en 24-årig mand med ukendt adresse, der blev taget med til nærmere afhøring og for at få taget en blodprøve. Et opslag i politiets systemer indikerede desuden, at motorcyklen var stjålet, så den unge mand blev også sigtet for brugstyveri af motorcyklen, der blev taget med af politiet med henblik på at give den tilbage til ejeren.
Avisen har været i kontakt med Østjyllands Politi, der for nuværende ikke kan oplyse, hvor og hvornår motorcyklen er blevet stjålet.
Færdselskontrollen ved Hadsten skete i samarbejde med Motorstyrelsen og var målrettet køretøjer, som er helt eller delvist afgiftsfritaget. I kontrollen var der fokus på taxaer, mandskabsvogne og udenlandske køretøjer, og der blev udtaget en række køretøjer, som skal undersøges nærmere.
For Østjyllands Politi bød tirsdagens aktion på følgende sager:
- 2 x ej anvendt sikkerhedssele
- 1 x fremkørsel for gult lys
- 3 x brug af håndholdt mobiltelefon (klip)
- 1 x fremkørsel for rødt lys (klip)
- 1 x kørsel i narkopåvirket tilstand
- 1 x forkert placering på vej - motorcykel ført på cykelsti
- 1 x brugstyveri af motorcykel
- 6 x manglende cvr nr. og/eller firmanavn
- 2 x ulovligt el-løbehjul, beslaglagt
- 1 x ulovlig el-cykel, beslaglagt
- 2 x ej efterkommet politiets anvisninger
- 1 x konstruktiv ændret lille knallert/+43 km/t
- 4 x fejl/mangler
- 1 x prøveskilt misbrugt og inddraget
- 1 x afmeldt nummerplade inddraget
Avisen har også været i kontakt med Motorstyrelsen og afventer svar på, om man i går var på kontrol andre steder i Østjyllands Politikreds end i Hadsten.
Motorstyrelsen udsendte for et par dage siden en pressemeddelelse med oplysningen om, at man i november ville sætte gang i en større kontrolindsats på Fyn og i Østjylland, hvor flere bilister kan forvente at blive stoppet og kontrolleret.
Motorstyrelsen oplever ofte de samme typer overtrædelser, når man gennemfører kontrol. Det drejer sig blandt andet om taxier, mandskabsvogne og varebiler, der bliver anvendt til private formål, hvilket er i strid med reglerne. Motorstyrelsen oplever også misbrug af faste prøveskilte eller kørsel i biler på udenlandske nummerplader, og man oplever leasingaftaler, der ikke lever op til reglerne.