Tog kniv med til psykiatrisk samtale: 34-årig idømt anbringelse for drabsforsøg
Manden havde medbragt både en kniv og en dødsliste.
Ved Retten i Aarhus er en 34-årig mand torsdag 4. november idømt anbringelse uden længstetid for et drabsforsøg begået mod en ansat på psykiatrisk afdeling i det nordlige Aarhus.
Det skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse
Episoden fandt sted 9. december sidste år på P. Juul-Jensens Boulevard i det nordlige Aarhus, hvor den 34-årige medbragte en kniv til en planlagt samtale med en læge. Under samtalen på psykiatrisk afdeling trak den 34-årige en kniv frem, mens han truede med at slå lægen ihjel.
»Anbringelse på psykiatrisk afdeling er en foranstaltning, der kun anvendes over for potentielt farlige psykisk syge personer – og denne sag viser med al ønskelig tydelighed, at den 34-årige er meget farlig, hvis han ikke fastholdes i behandling,« siger senioranklager Rosa Pape fra Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi i pressemeddelelsen.
Personalet måtte søge i sikkerhed
Østjyllands Politi modtog anmeldelsen om episoden klokken 10.09, hvor det var lykkedes for personalet på stedet at komme i sikkerhed fra det lokale, hvor den 34-årige befandt sig.
Politiet nåede frem nogle få minutter senere og overtog håndteringen af den 34-årige. Ingen kom til skade i forbindelse med episoden.
»Den 34-årige medbragte også en ”dødsliste” til samtalen, hvorpå lægens navn blandt andet fremgik, inden han tog kniven frem og fortalte, at han ville dræbe ham. Det er min opfattelse, at sagen er endt med den helt rigtige afgørelse,« siger senioranklageren.
Udover forsøg på manddrab af en person i offentlig tjeneste blev den 34-årige mand desuden dømt for at have overtrådt knivloven ved at have været i besiddelse af en kniv på et offentligt tilgængeligt område.
Den 34-årige har været varetægtsfængslet på retspsykiatrisk afdeling siden sin anholdelse i forbindelse med episoden. Han skal forblive varetægtsfængslet efter torsdagens domsafsigelse, hvilket ikke blev kæret til landsretten.
Den 34-årige udbad sig dog betænkningstid i forhold til, om han ønsker at anke dommen til landsretten.