35 personer sigtet til J-dag
En taxachaufførs karriere står lige nu på usikker grund.
35 fejrede lanceringen af årets julebryg i fredags med en sigtelse fra Østjyllands Færdselsafdeling.
Det fremgår af politiets døgnrapport.
Ingen af de sigtede blev dog taget i at køre med alkohol i blodet. De blev dog taget for en lang række andre ting. Især var der mange, der kørte for stærkt i en byzone – næsten hver tredje blev taget for det.
En kørte dog også uden at være helt appelsinfri, og er mistænkt for at have kørt på andet end julebryg.
For i Aarhus N blev en færdselspatrulje opmærksom på en taxa, der kørte usikkert.
Betjentene standsede taxaen og kunne her konstatere, at kunden i taxaen ikke var en rigtig kunde, men en bekendt af chaufføren, som fik et gratis lift. Chaufføren blev bedt om at tage en narkotest, og denne gav udslag for kokain. Betjentene anholdt chaufføren, og en blodprøve skal nu afgøre hans fremtidige karrierevej.