Fortsæt til indhold

Politihund fik to til at bide i græsset – den ene var i forvejen efterlyst

To mænd blev natten til onsdag anholdt i Aarhus C efter et mislykket tyveriforsøg.

Krimi
jro

Gnisterne fløj fra en vinkelsliber i mørket, da en borger natten til onsdag så en mand forsøge at skære en cykelkæde over på Peter Sabroes Gade i Aarhus C.

Borgeren slog alarm til politiet klokken 03.12.

Da en hundepatrulje kom frem, løb to mænd mod Nordre Kirkegård, skriver Østjyllands Politi i døgnrapporten.

Mændene fortsatte trods patruljens råb om at standse. Hundeføreren slap sin politihunden, og den indhentede og standsede den ene mand. Den anden opgav flugten og lagde sig ned.

Begge blev anholdt.

De to mænd er 35 og 44 år, bor i Aarhus og er sigtet for forsøg på cykeltyveri.

Den 35-årige var i forvejen eftersøgt, fordi han manglede at afsone en fængselsstraf.

Han blev kørt direkte i fængsel for at begynde afsoningen. Den 44-årige blev løsladt efter sagsbehandlingen på politistationen.