Offer ramt i blodåre og måtte reddes af fem liter blod på hospitalet. 31-årig tiltalt for drabsforsøg
Fredag begynder retssagen mod den mand, der er tiltalt for at stå bag et knivoverfald i marts måned.
Natten til 14. marts 2026 blev en 28-årig mand stukket ned på en adresse i Grønnegade i det centrale Aarhus.
Nogle minutter senere ankom politiet til gerningsstedet, men her var gerningsmanden flygtet ad Grønnegade og videre i ukendt retning.
Den 28-årige kom alvorligt til skade og var i livsfare, oplyser politiet senere.
»Episoden kunne være endt fatalt, hvis ikke den 28-årige mand havde fået hurtig hjælp,« sagde politikommissær Jens Rønberg fra Østjyllands Politi dengang i politikredsens døgnrapport.
Ifølge anklageskriftet var den 28-årige blandt andet blevet blevet stukket i halsen, hvor han fik en blodåre skåret over, skriver Århus Stiftstidende.
På hospitalet fik han fem liter blod.
Dagen efter overfaldet blev en 31-årig mand anholdt og sigtet for overfaldet. Han er senere blevet tiltalt for drabsforsøg.
Ved grundlovsforhøret erklærede han sig uskyldig.
Ifølge anklageskriftet går anklagemyndigheden efter at få den 31-årige udvist.